Bogen
"Martha
- en skonnert gennem 100 år"
udkom i år 2000. Bogen er nu udsolgt fra forlaget. Foreningen har endnu
enkelte eksemplarer på lager til interesserede. Bogen
er beretningen om skibsfartens udvikling gennem tiderne, især sejl- og
småskibsfarten i Danmark. Træskibsbygning og ældgamle traditioner.
Skonnertens globale udvikling gennem 400 år - da den første kendte
tegning af en skonnert er fra år 1600.
 Thorkild
Sandbeck har indsamlet spændende oplysninger fra nær og fjern. Det
hele fortælles med skonnerten "Martha" som ledetråd.
"Martha", som netop har rundet de 100 år, blev bygget i Vejle
af et barnebarn af Vejle Havns grundlægger. Derfor fortælles om byen
og indgående om havnens grundlæggelse og udvikling, lokal søfart og
fiskeri - da udviklingen er
typisk for mange andre søfartsbyer i hele landet.
Bogen
fortæller om de maritime kraftcentre: Marstal, Svendborg, Faaborg,
Aalborg, Århus, Aabenraa, Ribe og mange andre. Københavns specielle
betydning som søfartsby og meget, meget andet.
Få
samtidig en nøje gennemgang af den omfattende restaurering af
"Martha". Om de ´galninge´, som uden en øre på lommen brugte
25 år af deres liv på at føre et næsten synkefærdigt
stenfiskerfartøj tilbage til den stolte skonnert, "Martha" var
for 100 år siden.
Bogen
slutter med ´marthanernes´ egne skrøner og ramsaltede historier -
foruden en omfattende maritim ordliste, litteraturliste, index m.m.
Grin
og græd med ´marthanerne´ - og få indgående kendskab til vor maritime
arv.
Bogen
er på 240 sider med ca 340 illustrationer i farve og s/h, heraf mange
ikke tidligere offentliggjorte fotos.
Format
20 x 28 cm indbundet med smudsomslag. |