For de mennesker der bor omkring Det nordlige Atlanterhav, ophører et skib, der mister sine master, med at være et skib. På fransk bliver det til 'lun ponton", på engelsk og norsk til "a hulk". Ja hulk, hulk! Det gjorde mange også ved synet af disse gamle forladte og færdige skuder, der i tresserne henlå rundt omkring i verden.

Men de bar stadig på vågeblus til mange drømme. Nogle af de bedre fandtes i Danmark, og nationalmuseets Crumlin Petersen gjorde opmærksom på de udenlandske rigmænd og eventyrere, der bortførte dem. Men lidt efter lidt begyndte også danske galninge at se perspektiverne i at beholde dem for sig selv.

Den første skonnert jeg havde fingre i, var en model af en bankefiskeskonnert, min bror og jeg

byggede som store drenge.

Rigningen ville vi have til at virke, det krævede et studium. Dette var min væsentligste ballast, da jeg mødte Martha, der gjorde man mig til formand for foreningens første bestyrelse, og jeg husker endnu den nat, jeg bagefter tilbragte stirrende ud i luften i enrum ved mit skrivebord. Modellen stod i vindueskarmen.

Hvordan dælen greb vi det her an? Martha havde godt en halv fokkemast tilbage dengang, og et par små tilfældige sejl, der revnede, hvis man så vredt på dem.

De ældste af os, f.eks. Kristian Blak, Hans Jensen og jeg var endnu ikke fyldt tredive. Penge var en by i Det ydre Mongoli.

Men varmen i den konstante begejstring og fornemmelsen af vores fælles vovemod skabte bånd, som vi ikke kunne slippe. "Vi" var 22 aktive i nov. 1973, men 40 efter nogle måneder og 60 efter et par år.

På væggen i sin lille fattige hytte, "Ventegodthus", havde Kristian en kæmpeforstørrelse af et billede af skibet fra 1923, som Eigil havde lavet. I sneen udenfor huset, det var vist i februar 1974, lå en træstamme med is på, som vi sammen, Kristian og jeg løftede på og målte, inden vi begyndte at fyre op med den. Den lignede en jagerbom. Vi frøs og fantaserede i flere døgn i træk. Man vidste, eller Kristian gjorde i alt fald, at forskibet ikke kunne bære en oprigning sådan lige nu.

Omkring årsskiftet havde skovrider Erik Christiansen lovet os "Alt nødvendigt træ til master og rundholter" - og tilføjet, når vi var klar. Senere tilføjede han også, at hvis vi lavede brok i det, kunne vi få mere. Han var en klog mand.

I 1974 sejlede vi glade rundt hele sommeren, og var kun ved at synke en enkelt gang. Året efter skulle vi have skibet på bedding for alvor. Hovedsyn og så videre. Tidligt om foråret begyndte vi at gennemgå skuden for at få et overblik over de nødvendige reparationer og udskiftninger, som skulle overstås, så skroget kunne blive godkendt og klar til at rigge op.

Henrik Toft og jeg stak en tommestok ned, hvor stævnen og kølsvinet mødes, for at finde ud af hvor store stykker tømmer vi skulle bestille.

Skibet bestod i disse områder af en blanding af stift mudder og formuldet eg. 70 cm af tommestokken forsvandt. Vi overvejede i alvor, om tommestokken kunne trykkes ud gennem skibet ned i havnens vand. Med vores bare fingre kunne vi grave armlange huller i stævntømmeret. Vi bestilte en del tømmer, og kassereren, Hans, meddelte lakonisk, at han havde accepteret en veksel på 18.000 kr.. Vi var meget cool, som det hedder i vor tid.

Det var skriften på væggen for de kommende år. Ingen vidste hvor mange. Men arbejdet med master og rig kunne jo fint gabes over samtidig. Så havde man lidt at rive i om vinteren, som modvægt mod de mange ugers bedding om sommeren.

I efteråret 1975 var Henrik og jeg igen på måltagningstur på skibet. Den gamle mast blev målt, mastespor og gennemføringer vurderet. Men vi var noget distraherede af Marian og Susanne, som imens graciøst bevægede sig baglæns på knæ over den ny dørk, som de lakerede så fint. Henrik og jeg tilbragte en del tid på de nye køjer, hver i sin side, mens vi talte om vores vigtige mål og planer, og nød dørklakeringens koreografi. Den gamle mast købte skibshandleren, og den står som søjler for enderne af disken. Dens kildeværdi som Marthas fokkemast er stadig lige stor.

I 1976 fik vi så de nye mastetræer fra skoven bragt ud til Eigil´s og hans forældres hus i Linnerup. Det blev med Knuds og Ediths uendelige tålmodighed og gæstfrihed, maste- og rigningsarbejdets base de kommende år.

I april sadlede Marian, Finn og jeg op, hentede Hans i Ålborg og tog på besøg hos Ole Kidde på Thisted værft, hvor de riggede nogle af de skibe op, som de udenlandske i rigmænd og eventyrere havde købt, og nu ønskede over på den anden side af Atlanten. Vi medbragte rigningstegningerne, som Eigil havde lavet på baggrund af vore mange studier, omregninger og vurderinger af de gamle fotos og tegninger af tilsvarende danske skibe. I Thisted fik vi dimensionerne på wirer til stag og vanter. Størrelser, som lå noget over hvad vi ellers så på danske skibe.

Vi var meget tæt på at have overvurderet vores kræfter og udholdenhed. I sommeren 1978 lå projektet faktisk stille. Men Jensinefolkene fra Haderslev trøstede os med, at vi da bare skulle se at få de master op. Så ville stemningen vende igen. Finn tømte Statsbiblioteket for gamle bøger om master, og udgav en lærebog i mastehøvling på en A4 side. Men da han sammen med Bente og Marian satte målene ud på træerne, kunne han godt se, at de nye ville blive lidt slankere end den gamle. Ole Wich høvlede den ene på en uge og udgav derefter en reklame for de store muskler han havde fået af det.

Så strømmede en hær af medlemmer til fra nær og fjern.

Men det blev alligevel Pinselørdag 1980 før master og bovspryd kom på plads på skibet. Hver sommer var vi jo stadig på bedding. Ved rejsegildet åd 40 personer 250 pølser, en klase bananer og fire sække brød af de store. Hvor var vi glade og stolte.

Da en kritisk udenforstående hævdede at masterne ikke holdt Veritas' mål, vidste Finn at svare, at det havde Veritas ingen mål for. Sådan!

"Hvor er det nogle flotte master, har i selv lavet dem" sagde skibsinspektør P. Bendix-Jensen ved synet i 1981. Vi andre rødmede klædeligt, men Torben, den bandit, udbrød: "Ork Gud ja" og grinede højt med himmelvendte øjne.

Senere sagde Bendix, at han på sit eget skib musede sjæklerne overalt i rigningen. Det bed vi mærke i, og musede løs.

Men var de mon alligevel lidt tynde, de master?

I 1981 fik vi skonnertsejlet på og begyndte at sejle forsigtigt omkring. Krængningsprøven havde vist at skibet var overordentlig stabilt. Men, fokkemasten krummede jo en del med sejlet oppe i blæsevejr.

Skovrideren svor at douglas sagtens måtte krumme, endda "meget", under belastning. De master holder din tid ud, sagde han til mig.

Da vi første gang var til festuge i Århus i 1981, inviterede jeg Christian Nielsen, træskibskonsulenten fra Handels- og Søfartsmuseet, om bord og spurgte- ham om stagning af sådanne ret høje pælemaster. Det blev til en meget instruktiv snak. Der fandtes ingen litteratur om det dengang. Jeg kan stadig høre hans venlige stille, og let læspende stemme: Pælemaster skal stages så de krummer en anelse fremover. Denne spænding i masten skal optage gaflens tryk, når presset fra sejlet gennem masten overføres til skibet. Og stagningen skal altid støttes af de stramme vanter. Ja det er et dejligt skib, men ak, jeg er jo klippermand, det er jeg.

En tidlig morgen lå vi og sov nede i vores skib ved Hjarnø Bro da stemmer vækkede os. To gamle søfolk stod på kajen og havde genkendt skibet. Thorvald Pedersen, en tidligere skipper, boede på Hjarnø. Men masterne var jo noget "slanke", kunne vi høre.

Overbevisningens vippe bevægede sig igen inden i os.

Thyge Jensen var skipper på et utal af små spændende weekendture, hvor vi fik lært en masse om skibet og os selv. Fra maj 1984 førte skibet fire sejl: Klyver, fok, skonnertsejl, og storsejl. En morgen tordnede vi med hård vind fra nordvest og solen i øjnene mod Tunø. Synet af masternes krumning var ikke anderledes end så tit. Men måske nok så tydeligt der i modlyset. Thyge så på mig med et særligt fast blik, så igen på stormasten, så på mig, bankede sig på kinden med pegefingeren, så det gav den velkendte lyd af løs rådden tand, så på mig igen og brølede, Klar vende!

Krumningen og usikkerheden over den blev en sær og frustrerende grænse, vi ikke kunne takle. En forkert grænse for oplevelserne med skibet. Men vi var ikke alene om det. En gang mødte vi "BRITA LETH" i Århus. Otto Leth havde fået nye sværere undermaster. Han var også blevet træt af at gå og spekulere over hvor meget master måtte krumme. AHA tænkte vi i kor.

Sejladserne åbnede et nyt univers for os. Mange af os slugte bøger om sejlskibe og sejladser med ny fornemmelse for, hvad vi skulle kigge efter. Midt i firserne kom en del nye udgaver af skrifter fra amerikansk hold om skonnerternes udvikling. En samling dimensions- og forholdstabeller fra kystskonnerter omkring Marthas størrelse lod ingen i tvivl om, at de amerikanske fartøjers master lå ca. 30% over vores i diameter. Vi havde selvfølgelig prøvet at berolige os med den tanke, at et Østersøfartøj nok kunne klare sig med "ganske slanke master"!

Da Søren så kom ned fra fokkemasten, hvor han havde skrabet og regeret på den første sommertur i 1987, og meddelte, at masten efter lyden at dømme havde et dårligt område, der nåede et stykke op, var vi så at sige åndeligt forberedte. Efter mange traurige møder og undersøgelser tog foreningen sig selv i nakken, så forkvinden, Lis, kunne bestille et nyt træ hos skovrider Erik Christiansen. Jeg bad hende hilse og sige, at godt nok var jeg blevet fyrre, men mente ikke "min tid var forbi". Han lovede os straks et nyt træ.

Denne gang gik vi op i kraftigere mål og former. Vi opmålte den gamle hos skibshandleren yderst minutiøst endnu engang, og med de gamle amerikanske mål konsulterede jeg Torben Rasmussen i Søby, som efterhånden havde restaureret en del skibe, og Hebøll i Årøsund, som forklarede at han også var begyndt at give pælemaster større tykkelse, særlig i højden. Finn læssede det hele i sin computer, og præsenterede "den optimale mast". Et meget stort træ blev så fældet. Denne gang havde vi også tjek på den "rigtige" arbejdsgang ved tildannelsen: Fæld marts 89, ligge og "lagre" med bark, så afbarke og tildanne, smøre og montere. Den kom op sammen med jagerbommen omkring Thyges fyrre års fødselsdag i 1990. Alle beslag var fornyet af Jørgen og Helge, og vanterne var beviklet om i Lars' have.

Da denne pompøse mast var på plads, og vi sad nede i lasten og smilede til hinanden, kom jeg selvfølgelig til at sige, at en ny stormast jo også ville være pæn. I det samme kom Finn ned gennem rummet, smilede med og sagde: "Du kan jo bare sige til". Det var naturligvis ikke noget vi bestemte der. Men to år efter var den på plads også. Det viste sig, at den første stormast heller ikke havde det for godt. Sandsynligvis havde vindrevnerne skylden. Den metode der er brugt ved tildannelsen af de nye master, modvirker dannelsen af disse revner, hvis man da vedligeholder sine master ordentligt. Men godt begyndt er halvt fuldendt. Da Peter og Hans gik og arbejdede på den, kom en dame og to smådrenge forbi. De betragtede arbejdet og spurgte fascineret, hvad det var. Det blev forklaret. og så sagde den ene: "Nåhr, sådan en, den kommer til at nå helt op til gud!" - Hans makkers tanker gik i en anden retning: "Hvis den kommer til at stå i det skib, så vælter det da!"

Men nej det gør det skam ikke! De to små fremmede drenge burde have været med på prøveturen i Store Bededagsferien 1992.

Naturligvis gav de kraftige nye master en forøget topvægt, og jeg var da - ligesom andre vel - lidt spændt på, om man ved diverse vindstyrker kunne se krængning større end dem, vi tidligere havde haft.

Om lørdagen fik vi bl.a. et par timers sejlads øst for Samsø med fladt vand og hård vind, hvor vi førte fem sejl. Skibet lå lidt længere over end før, men der var vist ingen der fik mere end en våd sko, før vi tog jageren og gik til Ballen. Krængningen på bidevind med god fart lå på en 15-20 grader.

Jens Kusk skrev i Praktisk Sømandskab, at en krængning på 15 grader er ingen stor krængning og ved 25 grader kan man stadig gå på dækket, men den kloge mindsker selvfølgelig hellere sejl en gang for meget en gang for lidt.

Mange hilsener i anledning af foreningens tyveårsdag.

Steen Siebken.

Tilbage til siden med skriftligt materiale om foreningen