Begravelsen.

Saras bisættelse foregik i stilhed fra Mårslet Kirke fredag den 16/7-2004 kl. 1400.

Hans "Hibiscus" Jensen blev begravet fra Ansgars Kirken i Aalborg lørdag den 17/7-2004 kl. 1300. Begravelsen foregik i smukt solskinsvejr.

Deltagerne i begravelsen ankommer til kirken.	Foto: Eigil Nielsen
Foto: Eigil Nielsen	Kisten i kirken med blomster og kranse omkring.
En af kransene i kirken.	Foto: Eigil Nielsen
Foto: Eigil Nielsen	Hibiscus har sunget i Filharmonisk Kor i mange år. Koret sendte en sidste hilsen til Hibiscus. Hans Axelsen spillede sammen med organisten et meget gribende stykke for saxofon og orgel inden koret sang.
Kisten bæres ud af kirken af familie, venner og ungdoms- medlemmer af foreningen.	Foto: Eigil Nielsen

Efter begravelsen var slut, var der mindesamvær på Hotel Hvide Hus i Aalborg. Under mindesamværet holdt flere tale for og om Hibiscus. Talerrækken startede med Ulf, der er nevø til Hibiscus.

"Mindeord til Onkel Hans"
"Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min og den øvrige families taknemmelighed over, at så mange er mødt frem i dag. I samværet kan vi forhåbentlig hjælpe hinanden i hvert fald et lille stykke vej igennem sorgen over tabet af Hans. Jeg er sikker på, at hvis Hans lige nu sidder oppe i en eller anden Himmel og kigger herned, så vil han være rørt over fremmødet, men han vil også ærgre sig godt og grundigt over, at han ikke selv kan være til stede i en så enestående forsamling af mennesker, han har holdt af i sit liv.

Når jeg selv mindes min onkel, så er det første, der falder mig ind, at han virkelig var et menneske, der skilte sig ud fra mængden - på mange gode måder. Han var et usædvanligt menneske, der levede et ret usædvanligt liv - som fungerede bedre en de flestes, tror jeg.

Hans var et utrolig positivt menneske. Den kan lyde som en kliché, men i Hans´ tilfælde er det faktisk fuldstændigt reelt. Hans indstilling til tingene, til tilværelsens små og store genvordigheder var altid positiv og konstruktiv - i næsten utrolig grad ind i mellem. Det mest ekstreme eksempel på det er naturligvis hans måde at tackle situationen på, da han for ti år siden mistede sit ene ben - mange har bevidnet, hvordan han faktisk lå i sin sygeseng og trøstede de mange besøgende, der var mødt frem i den tro, at de skulle trøste ham. Jeg tror, at mange af os kan komme i tanke om tilfælde, hvor Hans´ ukuelige optimisme har været det, der har givet os kræfterne og moden til at fortsætte, hvor vi selv ville have givet op. Hans tænkte ikke i problemer, han tænkte i løsninger. Praktiske, konstruktive løsninger, som han altid havde mod på at gå i gang med at føre ud i livet. Viste det sig så, at tingene alligevel ikke kunne lade sig gøre, så var han ikke den, der sad og rugede over fiaskoen eller lod sig slå ud af den. Det kunne jo ikke nytte noget!

I det hele taget tror jeg ikke, at jeg har kendt nogen, der bedre end Hans evnede at bevare en positiv og konstruktiv indstilling til det liv, han nu en gang havde fået. Jeg synes, man kan kalde det en sjælden form for livsduelighed. Hans var ikke typen, der forlangte det umulige af tilværelsen - til gengæld så han dens muligheder klarere end de fleste, og han forstod at gribe dem, hvad mange af os andre hængehoveder og brokkerøve nok kunne lære en hel del af. Jeg tror ikke, jeg kender nogen, der i det store og hele er så tilfredse med deres tilværelse, som Hans var det. Han var glad for sit arbejde, og i sin fritid elskede han selvfølgelig i særlig grad Martha, men også musikken, lige fra jazz til opera.

En egenskab ved Hans, som jeg selv har haft stor respekt for, var hans usædvanligt veludviklede sans for at skelne mellem, hvad der er væsentligt og uvæsentligt her i livet. Og det er mit indtryk, at denne skelnen hos ham altid var baseret på en fuldstændigt nøgtern og aldeles selvstændig vurdering. Heri lå Hans´ originalitet. Få mennesker er, som han var det, i den grad ubundet af snævre, småborgerlige konventioner og traditioner om dit og dat. Hans var simpelthen fuldstændig ligeglad med den slags - han gik ubekymret sine egne veje, og det var meget befriende især for et ungt menneske at være vidne til.

Hans var et meget generøst menneske. Han gav storsindet af det, han havde - også af sin kunnen og viden, af sin erfaring, og - ikke mindst - af sin begejstring, og her ligger, tror jeg, forklaringen på hans succes som pædagog, både professionelt på skolen og i andre sammenhænge, bl.a. på Martha.

Og så var Hans i sin omgang med andre mennesker så fuldstændig fri for en lang række af menneskets mindst sympatiske træk: ondskabsfuldhed, smålighed, griskhed, utålmodighed, misundelse, bagtalelse, sladder - alt sammen lå det Hans uendeligt fjernt. Her besad han en indre adel, en tilsyneladende nærmest medfødt værdighed, som hverken tiden eller tilværelsens slag og skuffelser formåede at slide ned. Han udviklede gennem sit liv en sikker sans for kvalitet og lødighed - hvad enten det drejede sig om rødvin, musik, mennesker eller meninger.

Set udefra kunne det tage sig ud, som om Hans levede et ensomt liv: Boede for sig selv, var ugift, havde ingen partner, ingen børn. Vi, som kender ham, ved, hvor misvisende dette indtryk er. Faktisk var han et usædvanligt socialt menneske. Ud over den professionelle omgang med kolleger, børn og forældre, var Hans gennem sit liv altid engageret med liv og sjæl i en række sammenhænge, hvor han kom i berøring med mange mennesker: Martha, big-band, kor osv. Vi, der er hans kødelige familie, var sådan set dem, der så mindst til ham - der var flere år, hvor vi kun så ham, når vi skulle fejre jul sammen. Det så vi til gengæld altid frem til med glæde, og resten af året var han der så et sted i bevidstheden, som et lille åndehul, en forfriskende påmindelse om, at det er muligt at leve sit liv på andre måder end de allermest fortærskede.

Vi fra Hans´ familie glæder os over, at det nu skal forsøges at hæve Martha og bringe skibet i sejlklar stand igen. Det er, så vidt vi kan bedømme, en beslutning helt i Hans´ positive ånd. Han ville bestemt ikke have brudt sig om, at denne tragiske hændelse også skulle være blevet Marthas - og foreningens død. Dertil holdt han alt for meget af begge dele.

Med disse ord vil jeg slutte - æret være Hans´ minde."

Under mindesamværet udtrykte andre talere de samme tanker om Hans Jensen "Hibiscus". Selvfølgelig med andre ord og andre indfaldsvinkler. Men grundtankerne var de samme som Ulf udtrykte i ovenstående tale.